Projekter der har modtaget støtte i årets første uddelingsrunde

print

Marine Deck Officer or Chief mate on deck of offshore vessel or ship , wearing PPE personal protective equipment - helmet, coverall. He holds VHF walkie-talkie radio in hands.

Den Danske Maritime Fond har ved årets første uddelingsrunde bevilget 8,6 millioner kroner til Det Blå Danmark til 11 projekter.

I januar blev en ny kampagne lanceret for at tiltrække flere maritime iværksættere og entreprenører. Omdrejningspunktet i kampagnen er øremærket risikovillig kapital til start ups i den tidlige fase.

Vi har i denne runde modtaget et betydeligt øget antal ansøgninger om startkapital fra iværksættere og kan med glæde meddele, at en stor del af puljen er gået til maritime iværksættere og entreprenører. Således er fem start ups fundet så interessante, at de har fået high risk seed funding. Herudover er tre almennyttige projekter blevet tildelt støtte, hvor aktiviteterne indirekte og meget relevant også understøtter iværksætteri i Det Blå Denmark.

Alle bevilligede projekter er beskrevet kort nedenfor.

Erhvervsprojekter

Magfu ApS har fået støtte til at udvikle prototype af en autonomt sejlende havvindturbine. Slutmålet er en havvindturbine i fuld skala, der kan producere 3,5 tons hydrogen ombord per døgn. Hydrogen, som enten i sig selv eller videreforarbejdet kan benyttes som brændstof til den maritime sektor. Tanken er, at en stor flåde af havvindturbiner skal sejle rundt langt ude på havet i fx Nordsøen for at generere fremtidens brændstoffer.
Læs mere om projektet her.

Aprendio ApS har fået støtte til at bygge og markedsføre en markedspladsplatform indenfor maritim træning. Aprendio skal gøre det muligt for træningsleverandører at skabe og levere en unik læringsoplevelse, som en kombination af teori og praktiske øvelser, der kan tilgås hele døgnet uanset hvor man befinder sig, fx på et skib. Platformen udvikles i tæt samarbejde med træningsleverandører og slutbrugere.
Læs mere om projektet her.

CleanQuote har fået støtte til at videreudvikle virksomhedens eksisterende handelsplatform, der gør det muligt at indkøbe materialer til fx rensning af skroget (støttet af Fonden i 2018). Det nye projekt skal udvikle en række yderligere funktionaliteter, der skal gøre det muligt at samle og automatisere alle de eksisterende opgaver i værdikæden omkring rengøring (indkøb af kemikalier, bestilling af rengøringshold, lagerlister ombord, proaktiv lagerstyring, osv).
Læs mere om projektet her.

Nautimated har fået støtte til at udvikle et nyt modul til en eksisterende indkøbsportal, der i dag primært henvender sig til skibsværfter og deres kunder. Det nye modul skal hjælpe parterne i forsyningskæden med at dokumentere det CO2-forbrug, der er bundet op på egne aktiviteter samt aktiviteter, der trækker spor bagud i forsyningskæden.
Læs mere om projektet her.

Monopulse ApS har fået støtte til at udvikle et system kaldet SmartSAR, der på en ny og mere automatiseret måde kan bistå aktører på eftersøgnings- og redningsområdet ved hjælp af autonome droner, der på egen hånd afsøger og rapporterer tilbage til skibet.
Læs mere om projektet her.

Almennyttige projekter

Foreningen til drift af TechBBQ har igen i år fået støtte til den maritime del af TechBBQ Summit i september 2022. Projektet har i år et særligt fokus på at føre danske maritime iværksættere sammen med investorer og store maritime virksomheder, der kan hjælpe med at teste nye teknologier. Der er planer om et stort maritimt område med en udstilling, store foredrag, mindre workshops samt muligheder for networking.
Læs mere om projektet her.

Tomorrow Collective ApS har igen i år fået støtte til at udvikle et nyt område, Sea Tomorrow, på Tomorrow Festival, der afholdes den 26.-27. august 2022. Sea Tomorrow indebærer et innovativt maritimt expo-område, der skal showcase den maritime sektors projekter indenfor den grønne omstilling. Området har til formål at bevidstgøre danskerne om den maritime industris afgørende rolle i den grønne omstilling samt synliggøre og positionere Det Blå Danmarks teknologiske innovationskraft og overordnede klimaindsats. Derudover vil de maritime partnere deltage i Tomorrow Summit.
Læs mere om projektet her.

CBS EXECUTIVE FONDEN har fået støtte til at udvikle en ny ’Blue Board Leadership’-uddannelse, der er rettet mod kommende og nuværende bestyrelsesmedlemmer i den danske maritime sektor. Målgruppen for uddannelsen er bestyrelsesmedlemmer, c-suite ledere samt ejere, der varetager selskabets interesser.
Læs mere om projektet her.

DTU Management har fået støtte til et globalt acceleratorprogram for grønne maritime iværksættere. Programmet fokuserer på at fremme maritimt iværksætteri, innovation og eksport ved at give virksomheder, iværksættere, forskere og studerende adgang til viden og sparring med afsæt i teknologiske og maritime hotspots i USA. Målet med platformen er at fremme grønne maritime løsninger samt udvikle og vækste Det Blå Danmark.
Læs mere om projektet her.

DTU Aqua har fået støtte til at udvikle en standardiseret protokol, der skal udpege og afgrænse et såkaldt ’Same-Risk-Area’. Et Same Risk Area er et geografisk afgrænset område, hvor den naturlige spredning af marine arter er så stor, at skibsfarten kun bidrager minimalt til øget risiko for spredning af marine arter, og hvor skibe, der sejler i fast rutefart i området fx færger og forsyningsskibe, principielt kan søge dispensation om internationale krav om rensning af ballastvand.
Læs mere om projektet her.

DTU Mekanik har fået støtte til et forskningsprojekt, der skal udvikle og forbedre et effektivt Open Source-værktøj, som den maritime industri og konsulentvirksomheder nemt kan bruge til at beregne seakeeping egenskaber og forøget bølgemodstand for almindelige skibe samt for fremtidens skibe med betydelig vindfremdrivning fra sejl, rotor eller drage.
Læs mere om projektet her.

Støtte til de almennyttige projekter ovenfor er bl.a. muliggjort af bevilling i 2021 fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.