Tilbage til projekter 3. Udvikling af maritime uddannelser og rekrutteringstiltag - 2017

MARTEC, Forprojekt – skoleskibet Danmark, OL togt 2020

Baggrund

I forbindelse med afviklingen af OL i Tokyo i 2020 arbejder MARTEC på at Skoleskibet DANMARKs togt nr. 107 skal gå til Tokyo. De olympiske lege er i stigende grad blevet en begivenhed, der anvendes til at styrke internationale relationer og erhvervssamarbejde. Skoleskibets tilstedeværelse, midt i Tokyo, vil give Danmark en unik position til at promovere Det Blå Danmark, dansk søfart og Danmark. De efterfølgende to togter vil med udgangspunkt fra Japan gå langs med USA’s vestkyst og derefter langs USA’s østkyst. Den Danske Maritime Fond bidrager med støtte med henblik på at gennemføre et forprojekt som skal bane vejen for at det samlede projekt kan virkeliggøres i 2020 og 2021.

Projekt

Målet med forprojektet er at udføre det arbejde der er nødvendigt for at kunne gennemføre hovedprojektet, således at skibet for en prominent position og passende opmærksomhed i Tokyo, og således at der kan gennemføres en lang række repræsentative arrangementer ombord i løbet af OL. Skoleskibet Danmark skal promovere det Blå Danmark og Danmark i henholdsvis Japan, på USA’s vestkyst og USA’s østkyst. Forprojektet omfatter planlægningsaktiviteter og rejser til Japan med henblik på at opbygge netværk og afklare de nødvendige foranstaltninger såsom ankerplads og leverandøraftaler.

Forventede resultater

MARTEC forventer at der ved afslutningen af forprojektet er etableret et solidt netværk, således at Det Blå Danmark, med Skoleskibet DANMARK som spydspids, promoveres globalt og i særdeleshed i Japan og i USA under OL og på de efterfølgende to togter.