CBS m.fl., Maritime Research Alliance

print

Baggrund

Den maritime forskningsalliance har til formål at styrke den maritime forskning i Danmark på tværs af naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora samt formidlingen af denne forskning gennem uddannelse og samarbejde med erhvervet til gavn for Det Blå Danmark. Der er et stigende behov i Det Blå Danmark for bedre adgang til ny, forskningsbaseret viden inden for udvalgte områder (klima- og miljøteknologi, dataanalyse m.m.) eller bredere i relation til, hvordan FN’s verdensmål kan indarbejdes i de danske maritime virksomheders forretning og i deres værdikæder.

Den maritime forskningsalliance omfatter i udgangspunktet de maritime forskningsmiljøer på Aalborg Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet samt de maritime uddannelsesinstitutioner SIMAC og MARTEC.

Projekt

Alliancen bygger videre på de uformelle relationer, der er blevet skabt på tværs af de danske universiteter og maritime uddannelsesinstitutioner over de senere år og vil formalisere, koordinere og udvikle den tværvidenskabelige maritimt rettede forskning og forskningsformidling inden for særligt tre temaer (men dog ikke begrænset til disse):

1) Innovationer til nedbringelse af skibsfartens skadelige luftemissioner og opnåelse af klimaneutralitet, herunder særligt i relation til kulstof (Dekarbonisering)
2) Øget effektivitet og kvalitet gennem teknologiudvikling og smartere løsninger på skibene og på rederikontorer i land samt inden for den bredere maritime infrastruktur, herunder særligt havnene (Automatisering)
3) Øget konkurrenceevne og vækst gennem digitalisering og udvikling af dataanalytiske kompetencer (Datadreven vækst).

Forventede resultater

Den maritime forskningsalliance vil styrke Det Blå Danmark gennem:
• Nye tværgående og praksisrettede forskningsprojekter inden for de tre hovedtemaer
• Data og empiri: indsamling, behandling og anvendelse
• Nye uddannelseselementer på alle niveauer og på tværs af videnskaberne
• Erhvervsrettet formidling og dialog om alliancens forskningsresultater – særligt via en online forskningsportal rettet mod interessenter i Det Blå Danmark, men også gennem konferencer og faglige arrangementer.