Ny Søgning

CBS, Accelerating the Energy Transition at Sea and on Land: Ports as Hubs

CBS, Grenå Havn

Baggrund

Skibsfartens fremtidige energibehov er komplekst, og der er ingen enkelt overgang til grønne brændstoffer. Det vil kræve innovation og investeringer. Det anslås, at 87% af investeringerne skal være i land. Navnlig en satsning på brint bør fokusere på både efterspørgslen og udbudssiden, og der er en vigtig sektorkobling mellem energi og skibsfart. Havne får en vigtig rolle som knudepunkter i produktion af grønt brændstof og som leverandører af bunkerinfrastruktur, og investeringer er i gang. I Danmark er der f.eks. planer for opførelse af et stort PtX-anlæg i Esbjerg, et elektrolyseanlæg i Aabenraa og et LNG- og biogasanlæg i Hirtshals. Der er udfordringer og muligheder, f.eks. hvordan havnene hurtigt og effektivt kan fremme omstillingen, men også hvordan de med den rette forretningsmodel kan tiltrække virksomheder, skabe grønne klynger og bevare deres ”sociale licens”. En anden udfordring er, at oceangående skibe skal kunne tilgå grønne brændstoffer globalt, og internationalt havnesamarbejde er vigtigt. Der er behov for omfattende og koordineret F&U-indsats, der kan fremskynde den grønne omstilling. Desuden skal skibsfarten og energisektoren opøve talenter med tværfaglige kompetencer i et tempo ikke tidligere set.

Projekt

Projektet vil 1) afdække muligheder og udfordringer gennem værdikæden for energiomstillingen til søs og i land med fokus på havnenes rolle og 2) med udgangspunkt i denne afdækning opbygge et forskningspartnerskab med deltagelse af virksomheder og universiteter i Danmark, Europa (EØS), Nordamerika og Fjernøsten.

Forventede resultater

– Kortlægning af forudsætninger for Det Blå Danmark, energisektoren og tilgrænsende erhverv i omstillingen til grøn energi og brændstoffer, herunder identifikation af forskningsbehov og -potentialer.
– Etableringen af et forskningspartnerskab med danske og udenlandske universiteter, erhvervsinteressenter, søfartsmyndigheder m.fl.
– Udvikling af to offentligt finansierede erhvervs-ph.d.-satsninger med start i efteråret 2022.
– Nye tværfaglige uddannelseselementer i regi af Maritime Research Alliance på bachelor- og kandidatniveau (undervisningscases, valgfag, studieture, projekter og afhandlinger m.m.).
– Ny viden om energiomstillingen, globale forsyningskæder og forretningsmodeller og udvikling af kompetencer – til gavn for Det Blå Danmark.